Når det ikke er stress, men udbrændthed

De to tilstande

Stress er aktiveret. Uro, søvnbesvær, hjertebanken, irritabilitet, en konstant fornemmelse af at være bagud. Man er stadig engageret — måske alt for engageret — og bekymrer sig om, at det ikke bliver godt nok.

Udbrændthed er tømt. Ligegyldighed over for opgaver man engang holdt af. Cynisme. En træthed, som søvn ikke retter op på. Og — det mest karakteristiske — en distance til det hele, som er ny.

Det tydeligste kendetegn

Spørg dig selv: Bekymrer jeg mig stadig?

Ved stress: ja, alt for meget. Ved udbrændthed er svaret ofte, at man ikke rigtig kan tage sig sammen til at bekymre sig længere. Den ligegyldighed skræmmer ofte folk mere end trætheden gør.

Hvorfor det betyder noget for behandlingen

Stress reagerer ofte på det, man kunne kalde ydre justeringer: færre opgaver, klarere grænser, bedre restitution, mere søvn. Det virker, fordi systemet stadig fungerer — det er bare overbelastet.

Udbrændthed reagerer sjældent på det samme. Man kan holde tre ugers ferie og komme tilbage præcis lige så tom. Fordi problemet ikke er belastningen, men at noget grundlæggende er løbet tørt: mening, tilhør, eller kontakten til hvorfor man begyndte.

Det spørgsmål, der næsten altid skal stilles

Hvorfor blev du ved?

Næsten ingen kører sig selv ned uden grund. Der ligger typisk noget under: en overbevisning om at man ikke må skuffe nogen, en frygt for at blive gennemskuet, en historie hvor ens værdi altid har hængt på præstation, eller en selvfølelse der kun kan holdes oppe af at yde.

Det er dét, vi arbejder med i ISTDP. Ikke fordi symptomerne er uvæsentlige, men fordi de kommer igen, hvis mekanismen bliver stående.

Hvad du kan gøre nu

• Ved stress: Skær ned. Sov. Sæt grænser der er så tydelige, at de er ubehagelige. Bevæg dig.
• Ved udbrændthed: Det samme, men forvent ikke at det er nok. Regn med at det tager måneder, ikke uger, og at der skal noget mere til.

Og i begge tilfælde: sig det til nogen. Ikke fordi det i sig selv hjælper, men fordi begge tilstande har en tendens til at gøre folk tavse — og tavsheden forlænger dem.