Psykolog ved dissociative lidelser — DID, OSDD og dissociative symptomer

Hvad dissociation er

Alle dissocierer lidt: man kører en strækning uden at huske den, man forsvinder ind i en bog. Ved en dissociativ lidelse er det ikke et øjeblik, men en struktur. Bevidsthed, hukommelse, identitet, kropsfornemmelse og kropskontrol, som normalt hænger sammen, er delt op — fordi det på et tidspunkt var nødvendigt for at kunne holde ud.

Det opstår næsten altid, når følelser, der ikke kunne rummes, måtte væk: oftest efter gentagne, alvorlige belastninger tidligt i livet, hvor der ikke var nogen at søge tilflugt hos. Barnet kunne ikke komme væk, så det gik væk indeni. Det er en enestående evne — og den bliver et problem, når den fortsætter med at køre længe efter, faren er ovre.

Vi er autoriserede psykologer på Frederiksberg, tæt på Københavns centrum, og vi tilbyder det samme forløb online til hele Storkøbenhavn og resten af landet.

Diagnoserne — ICD-10 DF44 og ICD-11

I Danmark kodes de dissociative lidelser under DF44 («dissociative og konversionstilstande») i ICD-10. Vi behandler alle former:

• DF44.0 Dissociativ amnesi — huller i hukommelsen om perioder eller hændelser, der ikke skyldes en hjerneskade eller rusmidler.
• DF44.1 Dissociativ fugue — en rejse eller periode, man ikke husker, ofte med tab af identitet undervejs.
• DF44.2 Dissociativ stupor og DF44.3 Trance- og besættelsestilstande.
• DF44.4 Dissociativ motorisk forstyrrelse — lammelse, svaghed, rysten eller gangbesvær uden neurologisk årsag.
• DF44.5 Dissociative kramper — anfald, der ligner epilepsi, men ikke er det (PNES, funktionelle anfald).
• DF44.6 Dissociativ sensibilitets- og sanseforstyrrelse — følelsesløshed, synstab, høretab eller tab af stemme uden neurologisk årsag.
• DF44.7 Blandede dissociative tilstande.
• DF44.8 Andre dissociative tilstande, herunder DF44.81 dissociativ identitetsforstyrrelse (DID, tidligere «multipel personlighed») og det, der i DSM-5 hedder OSDD (i ICD-11: 6B65, partiel dissociativ identitetsforstyrrelse).
• Depersonalisation og derealisation (DF48.1 i ICD-10, 6B66 i ICD-11).

DF44.4–DF44.7 er det, der i ICD-11 hedder dissociativ neurologisk symptomlidelse (6B60) og i DSM-5 konversionslidelse / funktionel neurologisk lidelse (FND). De har fået deres egen side: funktionelle neurologiske lidelser — konversion, dissociative kramper og lammelser. Det er den samme mekanisme som ved de øvrige dissociative lidelser, bare med kroppen som sted.

De former, vi oftest ser

• Dissociativ identitetsforstyrrelse (DID) — to eller flere adskilte måder at være sig selv på, med egne måder at tænke, føle og huske på, og huller i hukommelsen mellem dem. Mange lever med det i årevis uden at vide, hvad det er.
• OSDD (anden specificeret dissociativ lidelse) — ligner DID, men uden fulde hukommelsestab, eller uden så skarpt adskilte dele. Det er den hyppigste form, og den overses oftest.
• Depersonalisation og derealisation — at se sig selv udefra, føle sig som en robot, eller opleve verden som bag glas, i tåge, uvirkelig. Ofte med en stille rædsel for at være ved at blive sindssyg. Det er man ikke.
• Dissociativ amnesi — huller i hukommelsen, der bortforklares: «jeg er bare distræt».
• Dissociative kramper, lammelser og sansetab — se funktionelle neurologiske lidelser.
• Dissociation som del af kompleks PTSD — at koble fra under samtaler, miste tid, blive tom.

Hvorfor det så tit bliver overset

Den gennemsnitlige person med DID har været i behandlingssystemet i mange år, før nogen stiller den rigtige diagnose. I mellemtiden hedder det depression, angst, borderline, bipolar lidelse — og behandlingen virker ikke, fordi den rammer ved siden af. Mange har fået at vide, at de er «behandlingsresistente». Det er de ikke. De har ikke fået den rigtige behandling.

En del af grunden er, at dissociation er bygget til ikke at blive set. Den skjuler sig for andre og for personen selv. Skiftene mellem dele er ofte subtile, og hukommelsestabene bortforklares.

Det, der ikke kunne mærkes — ISTDP's forståelse af dissociation

Vi arbejder ud fra Intensiv Dynamisk Korttidsterapi (ISTDP), som den er udviklet og udforsket af Allan Abbass, professor ved Dalhousie University i Canada. Simon Secher er videreuddannet hos ham. ISTDP har en præcis forklaring på, hvorfor dissociation opstår, og — vigtigere — på hvad der skal til for at det holder op.

Kernen er enkel: når et barn påføres smerte af de mennesker, det er afhængigt af, vækkes der følelser, der ikke er plads til. Vrede mod den, man elsker. Sorg over det, man mister. Skyld over vreden. De følelser kan ikke mærkes uden at true tilknytningen, så de bliver fortrængt — og i stedet for følelsen kommer angst. Hos Abbass er det ikke en metafor. Angsten har bestemte baner i kroppen, og dissociation er en af dem:

• Hos nogle går angsten i den tværstribede muskulatur: spændinger, suk, uro i hænderne. Det kan de fleste holde til.
• Hos andre går den i den glatte muskulatur: mave, tarm, luftveje, migræne, blodtryk.
• Og hos nogle går den i det kognitive og perceptuelle felt: tanken går i stå, synet sløres, lyden forsvinder, man «er der ikke» — det er dissociation. Over en vis tærskel kobler systemet simpelthen fra, fordi følelsen, der er på vej, er for farlig at mærke.
• Og den kan gå i kroppens motorik som konversion: et ben, der ikke bærer, en hånd, der ryster, et anfald. Se funktionelle neurologiske lidelser.

Det betyder, at dissociation ikke er noget, der skal «tales ud af» eller afledes. Den er et signal: lige nu nærmer vi os en følelse, systemet ikke har kapacitet til. Behandlingen er derfor at bygge den kapacitet op — trin for trin, i samtalen, mens det sker — så følelserne efterhånden kan mærkes uden at kroppen kobler fra. Når de kan det, mister dissociationen sin funktion. Den holder op, fordi den ikke længere er nødvendig.

Det er ikke en teori, vi har alene. Den psykodynamiske korttidsterapis virkning ved tilstande, hvor følelser omsættes til kropslige symptomer, er dokumenteret i flere metaanalyser; se forskningen og referencerne nederst.

Hvordan vi arbejder med det

Behandling af dissociative lidelser er faseopdelt. Det er den internationale standard, og der er en god grund til den: går man direkte til traumematerialet, før der er noget at stå på, bliver det værre, ikke bedre.

1. Stabilisering og sikkerhed. Først handler det om hverdagen: søvn, tryghed, at kunne mærke sin krop uden at forsvinde, at få øje på skiftene. Vi lærer dit system at kende — hvilke dele der findes, hvad de passer på, hvad der får dem frem. I ISTDP hedder det at bygge kapacitet: at kunne mærke lidt mere, lidt længere, uden at koble fra.
2. Samarbejde indeni. Vi arbejder ikke på at få dele til at forsvinde. Vi arbejder på, at de holder op med at være i krig. Hver del har haft en opgave, og den opgave skal anerkendes, før noget kan ændre sig.
3. Følelserne og traumerne. Først når der er kapacitet til det, og i doser, der kan bæres. Vi følger angstniveauet tæt — i kroppen, mens vi taler — og justerer, før systemet lukker ned. Hvor det giver mening, supplerer vi med EMDR.
4. Integration. For nogle betyder det, at delene smelter sammen. For andre, at de lever sammen med langt mindre konflikt og uden hukommelsestab. Det er ikke os, der afgør, hvad målet er. Det er dig — og dit system.

REAC Neuromodulation som supplement

Som supplement til psykoterapien tilbyder vi REAC Neuromodulation — en skånsom, ikke-invasiv regulering af nervesystemet, som vi er den eneste klinik i Danmark, der tilbyder. Et nervesystem, der har levet i alarmberedskab i årevis, kobler lettere fra. REAC sigter mod at sænke det grundlæggende beredskab, så der bliver mere at arbejde med i samtalerne: mere kapacitet, mindre afkobling. Psykoterapien er behandlingen. REAC understøtter den — og vi tilbyder det ikke som noget, der kan stå alene.

Hvad du kan forvente

Et længere forløb end ved de fleste andre tilstande. Vi siger det ærligt: det er ikke otte samtaler. Det er måneder, ofte længere. Til gengæld er det et forløb, hvor vi ved, hvad vi laver — vi går ikke for hurtigt, og vi går ikke uden om.

Og det er et forløb, hvor du bestemmer tempoet. Hvis en del af dig ikke er klar til noget, er du ikke klar til det. Det respekterer vi, ikke som en høflighed, men fordi det er sådan, behandlingen virker.

Forskning

Den forskning, vi læner os op ad, når det gælder dissociation og kropslige symptomer. Alle med link til kilden; en længere liste står under forskning og referencer.

• Abbass A, Town J, Driessen E (2012). Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy: A Systematic Review and Meta-analysis of Outcome Research. Harvard Review of Psychiatry, 20(2), 97–108. doi.org/10.3109/10673229.2012.677347
• Abbass A, Kisely S, Kroenke K (2009). Short-term psychodynamic psychotherapy for somatic disorders: systematic review and meta-analysis of clinical trials. Psychotherapy and Psychosomatics, 78(5), 265–274. doi.org/10.1159/000228247
• Abbass A, Town J, Holmes H, Luyten P, Cooper A, Russell L, Lumley MA, et al. (2020). Short-Term Psychodynamic Psychotherapy for Functional Somatic Disorders: A Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. Psychotherapy and Psychosomatics, 89(6), 363–370. doi.org/10.1159/000507738
• Abbass A, Lumley MA, Town J, Holmes H, Luyten P, Cooper A, Russell L, et al. (2021). Short-term psychodynamic psychotherapy for functional somatic disorders: A systematic review and meta-analysis of within-treatment effects. Journal of Psychosomatic Research, 145, 110473. doi.org/10.1016/j.jpsychores.2021.110473
• Russell LA, Abbass AA, Allder SJ, Kisely S, Pohlmann-Eden B, Town JM (2016). A pilot study of reduction in healthcare costs following the application of intensive short-term dynamic psychotherapy for psychogenic nonepileptic seizures. Epilepsy & Behavior, 63, 17–19. doi.org/10.1016/j.yebeh.2016.07.017
• Malda-Castillo J, Howell B, Russell L, Town J, Abbass A, Perez-Algorta G, Valavanis S (2023). Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy (ISTDP) associated with healthcare reductions in patients with functional seizures. Epilepsy & Behavior, 141, 109147. doi.org/10.1016/j.yebeh.2023.109147
• Abbass A, Haghiri B (2025). Intensive Short-Term Dynamic Psychotherapy for Functional Somatic Disorders: A Scoping Review. Clinical Neuropsychiatry, 22(2), 111–120. doi.org/10.36131/cnfioritieditore20250201