Simon Secher

Om mit arbejde

Jeg har to årtiers erfaring med psykoterapeutisk behandling fra hele spektret af psykiske lidelser — fra selvværds- og parforholdsproblemer til svære traumer, personlighedsmæssige vanskeligheder og overgreb.

Jeg har blandt andet arbejdet inden for privat psykiatri med PTSD på Hejmdal Privathospital, med voksne overlevere efter seksuelt misbrug i barndommen hos Center for Seksuelt Misbrugte, med krisepsykologiske akutopgaver, og som underviser for udsatte borgere på Kofoeds Skole. En del af PTSD-behandlingen er foregået for Region Hovedstaden.

Speciale: svær og kompleks PTSD

Det er de sager, andre klinikker ofte henviser videre — og dem, jeg arbejder mest med. Kompleks PTSD kræver noget andet end almindelig traumebehandling, fordi den centrale udfordring ikke er hukommelsen, men reguleringen: at kunne komme tæt nok på det, der skete, uden at systemet lukker ned undervejs.

Det er dét, jeg har brugt år på at træne — og dét, jeg taler om ved IEDTA's internationale kongres i Dubrovnik i oktober 2026.

Uddannelse og virke

IEDTA 2026

Jeg holder to oplæg ved kongressen, begge den 9. oktober 2026.

Den faglige pointe i workshoppen er kontroversiel, og den er værd at sige rent ud: når ISTDP går i stå med svært traumatiserede patienter, konkluderes det ofte, at metoden ikke rækker til den gruppe. Min hypotese er, at det sjældnere handler om metodens grænser end om timing. Om interventioner, der kommer på det forkerte tidspunkt, om teknik anvendt for stift efter opskrift, og om for lidt opmærksomhed på patientens skrøbelighed, strukturel dissociation og terapeutens egen modoverføring.

Oplægget bygger på udvidet klinisk materiale fra behandlingen af en tidligere soldat med ekstrem traumeeksponering, dyb skyld og gentagne behandlingssvigt i evidensbaserede PTSD-forløb. Det handler om, hvordan man følger ubevidste processer minut for minut hos mennesker med et meget snævert tolerancevindue — og hvordan man regulerer angst og dissociation frem for at presse på for følelser, indtil kapaciteten er der.

Klinisk baggrund

Specialet er ikke noget, jeg har læst mig til. Det kommer fra de steder, jeg har arbejdet:

Før psykologien læste jeg erhvervsøkonomi og filosofi på CBS. Det lyder som en omvej, og på papiret var det også det — men begge dele arbejder stadig i mig.

Filosofien er den, der orienterer mig. Den har givet mig en vane med at spørge, hvad vi egentlig kan vide om et andet menneske, hvornår en forklaring er en forklaring og hvornår den er en formodning, og hvad der følger af at tage ansvar for en behandling. Det er ikke akademisk pynt — det er dét, der afgør, om man presser på eller venter.

Erhvervsøkonomien viser sig i arbejdet med virksomheder. Jeg kender den forretningsmæssige virkelighed, en leder står i, og jeg behøver ikke få forklaret, hvad en fyringsrunde, et budget eller et bestyrelsespres gør ved en organisation. Sammen med den ledelsesfilosofiske del betyder det, at jeg kan tale med om strukturen omkring et menneske — ikke kun om mennesket.