Forskellen på bekymring og angst

Bekymring foregår i hovedet

Bekymring er sproglig. Den består af sætninger: hvad nu hvis, tænk hvis, jeg burde have. Den handler næsten altid om fremtiden, og den føles produktiv — som om man er ved at løse noget.

Det er dét, der gør den svær at slippe. Man har en fornemmelse af, at det ville være uansvarligt at lade være.

Angst foregår i kroppen

Angst er fysisk først: hjertebanken, trykken, kvalme, uvirkelighed, en trang til at komme væk. Tankerne kommer bagefter og forsøger at forklare, hvad kroppen allerede har besluttet.

Derfor kan man få et panikanfald uden at have tænkt noget som helst forinden.

Hvorfor forskellen betyder noget

De vedligeholdes af hver sin ting:

• Bekymring vedligeholdes af, at man arbejder med tankerne — vender dem, tjekker, søger forsikring, googler. Behandlingen går derfor på at ændre forholdet til tankerne, ikke indholdet af dem. Det er kernen i metakognitiv terapi.
• Angst vedligeholdes af undgåelse og af, at man aldrig får erfaret, at kroppens alarm er falsk. Behandlingen går på gradvist at møde det, man undgår — og på at finde ud af, hvilken følelse angsten dækker over.

Angst som dæksel

Det sidste er ofte det oversete. I ISTDP ser vi angst som noget, der opstår, når en følelse nærmer sig — typisk vrede, sorg eller længsel, som på et tidspunkt ikke var til at bære.

Det forklarer noget, mange genkender: at angsten kommer efter en samtale, ikke under. Eller at den melder sig i situationer, hvor man burde være glad. Kroppen reagerer på følelsen, ikke på situationen.

Hvad du selv kan lægge mærke til

Næste gang det melder sig, så prøv at bemærke rækkefølgen. Kom tanken først, eller kom kroppen først? Det er et af de mest brugbare spørgsmål, du kan stille dig selv — og det er ofte det første, vi undersøger sammen.