Tilknytningsmønstre

Hvad et mønster er

Som barn lærer man, hvad der virker, når man har brug for nogen. Kom der hjælp, når man græd? Blev man mødt, eller blev det for meget for den voksne? Svaret bliver til en strategi — og strategien bliver siddende, længe efter den er holdt op med at være nødvendig.

De mønstre der oftest fylder

• Undgående — man klarer sig selv, får det ubehageligt ved for meget nærhed, trækker sig når det bliver alvorligt. Ofte oplevet af andre som kølig; ofte oplevet indefra som noget helt andet.
• Ambivalent — man har brug for meget bekræftelse, læser signaler som afvisning, bliver bange når afstanden vokser.
• Desorganiseret — hvor den man søgte tryghed hos, også var den man var bange for. Det giver et mønster, hvor nærhed og fare hænger sammen. Ses ofte ved kompleks PTSD.

Kan mønstre ændres?

Ja — men ikke ved at forstå dem. Indsigt alene flytter sjældent noget her, fordi mønsteret ikke ligger i tankerne. Det ændrer sig gennem nye erfaringer med at være tæt på nogen, hvor det ikke går galt.

Det er en af grundene til, at vi arbejder med ISTDP, hvor relationen i terapirummet er en aktiv del af behandlingen — ikke bare rammen om den.