Tilknytningsmønstre — og hvad man kan gøre ved dem

Hvor mønstrene kommer fra

Som spædbarn kan man ikke regulere sig selv. Man er fuldstændig afhængig af, at nogen andre gør det: trøster, beroliger, bemærker at man har det skidt.

Ud af de erfaringer opstår en strategi. Ikke en beslutning — en tilpasning. Barnet lærer, hvad der virker over for netop de voksne, det har.

De tre utrygge mønstre

Undgående

Hvis nærhed ofte blev mødt med afvisning eller irritation, lærer man at klare sig selv. Som voksen kan det se ud som selvstændighed — og det er det også. Men det viser sig, når det bliver alvorligt: man trækker sig, får brug for luft, bliver ubehageligt berørt af andres behov.

Indefra føles det sjældent koldt. Det føles som at have brug for plads, og som at andres følelser er overvældende.

Ambivalent

Hvis omsorgen var uforudsigelig — nogle gange varm, nogle gange fraværende — lærer man at holde godt øje. Som voksen viser det sig som stærkt behov for bekræftelse, som at læse små signaler som afvisning, og som at blive urolig, når afstanden vokser.

Desorganiseret

Det sværeste mønster opstår, når den man søgte tryghed hos, også var den man var bange for. Der findes ingen strategi, der løser det. Resultatet er, at nærhed og fare hænger sammen — man vil ind og ud på samme tid.

Det ses ofte sammen med kompleks PTSD, og det er en af grundene til, at relationer kan være det sværeste område at hele.

Tre ting, der ofte misforstås

1. Mønstre er ikke personlighedstyper. De er ikke faste, og de kan være forskellige i forskellige relationer.
2. De er ikke en dom over dine forældre. Tilknytning formes af mange ting — temperament, omstændigheder, sygdom, og hvad forældrene selv bar rundt på.
3. En test giver dig ikke svaret. Online-tests måler, hvad du tænker om dig selv i relationer. Det er ikke det samme som, hvad der sker, når det brænder på.

Kan de ændres?

Ja — men næsten aldrig gennem indsigt alene. Det er den mest almindelige skuffelse hos folk, der har læst meget om emnet: de kan forklare deres mønster præcist, og de gør stadig det samme.

Grunden er, at mønsteret ikke ligger i tankerne. Det ligger i kroppens forventning om, hvad der sker, når man har brug for nogen. Og den forventning ændrer sig kun af nye erfaringer.

Derfor er terapirummet ikke bare et sted, hvor man taler om sine relationer. Det er selv en relation — og det er dér, mønsteret dukker op i levende form. I ISTDP arbejder vi med det, når det sker: den lille trækken sig, den pludselige distance, behovet for at gøre det let for psykologen.