REAC og autisme: hvad forskningen faktisk har målt

Når man som forælder til et barn på autismespektret hører om en ny behandling, er den første og rigtige reaktion skepsis. Der bliver lovet meget på det område, og der bliver holdt lidt. Så lad os tage det roligt og se på, hvad der faktisk er undersøgt.

Først: hvad det ikke handler om

REAC retter sig ikke mod autismen. Autisme er ikke en sygdom, og ingen af studierne handler om at gøre autistiske børn til ikke-autistiske børn.

Det, der undersøges, er nervesystemets regulering. Mange autistiske børn lever med en krop, der er i alarmberedskab det meste af tiden. Lyde, lys, stof mod huden, uforudsigelighed — det, der for andre er baggrund, er her forgrund. Det koster energi hele dagen, og den energi kan ikke bruges på noget andet.

Falder den belastning, bliver der overskud tilbage. Det er den mekanisme, studierne forsøger at måle på.

Studie 1: stressbelastning hos 46 børn

Publiceret i Advances in Neurodevelopmental Disorders (2023). 46 børn med autismespektrumforstyrrelse, gennemsnitsalder knap 10 år, gennemgik ét NPO efterfulgt af 18 behandlinger.

Målingen var ATEC — Autism Treatment Evaluation Checklist — som udfyldes af forældre og dækker fire områder: sprog og kommunikation, socialitet, sensorisk og kognitiv opmærksomhed, samt helbred og adfærd.

Resultat: forbedring hos 69,6 % til 89,1 % af deltagerne afhængigt af delskala, alle med p < 0,005. Den samlede score flyttede sig fra 7. til 5. percentil.

Studie 2: hverdagsfunktion hos 27 børn og unge

Journal of Personalized Medicine (2023). 27 deltagere mellem 3 og 17 år, samme forløb, men en anden måling: PEDI-CAT.

Det er værd at dvæle ved forskellen. PEDI-CAT måler ikke symptomer — den måler, hvad barnet kan i sin dagligdag: klare sig selv, bevæge sig, forstå og indgå i sociale situationer, tage ansvar for egne handlinger. For en familie er det ofte det, der betyder noget.

Resultat: signifikant fremgang på alle fire områder (p < 0,05).

Studie 3: den nyeste protokol, 39 børn

Journal of Clinical Medicine (2025). 39 børn mellem 4 og 13 år gennemgik en videreudviklet protokol, BWO Neurodevelopment-Autism: 18 behandlinger à cirka otte minutter, givet tre til fire gange dagligt over en til to uger.

Den samlede ATEC-score faldt fra 67,8 til 56,3. Gennemsnitlig forbedring: 11,5 point, p < 0,0001, effektstørrelse Cohens d_z = 0,78.

59 % opnåede en klinisk meningsfuld forbedring, defineret som mindst 8 points fald. Omkring 10 % udviste en forbigående forværring undervejs, som forfatterne beskriver som en omstillingsfase.

Hvordan man læser en effektstørrelse

Tallet Cohens d på 0,78 siger noget, p-værdien ikke gør. En p-værdi fortæller kun, om en forskel sandsynligvis er tilfældig. En effektstørrelse fortæller, hvor stor forskellen er.

Som tommelfingerregel regnes 0,2 for en lille effekt, 0,5 for middel og 0,8 for stor. 0,78 ligger altså tæt på det, der konventionelt kaldes en stor effekt. Til sammenligning ligger mange veletablerede psykologiske behandlinger i intervallet 0,5 til 0,8.

Hvad det betyder i praksis

Forældre, vi taler med, beskriver sjældent noget dramatisk. De beskriver, at det tager fem minutter i stedet for tredive at komme ud ad døren. At barnet falder hurtigere til ro efter et sammenbrud. At der kommer flere ord. At der bliver sovet igennem.

Det lyder småt. Det er det ikke, hvis man er familien.

Det vi siger til alle forældre

Behandlingen erstatter ingenting. Specialpædagogisk indsats, talepædagog, ergoterapi, kommunal støtte og eventuel medicin skal fortsætte præcis som før. Vi beder tværtimod om, at man ikke ændrer andre ting i samme periode — dels fordi det sjældent er klogt, dels fordi man ellers ikke kan vide, hvad der gjorde forskellen.

Og vi aftaler på forhånd, hvad I gerne vil se ændre sig, så vi bagefter kan tale om det ud fra noget konkret i stedet for et indtryk.

Se hvordan et forløb foregår →