Hvorfor fortiden føles som nutiden

Svaret er, at den del af hjernen der ved det, ikke er den del der reagerer.

To slags hukommelse

Almindelige minder bliver arkiveret. De får et mærkat på: det skete dengang, det er slut nu. Når du henter dem frem, ved du hele tiden, at du sidder her og husker.

Traumatiske minder bliver ofte ikke arkiveret på den måde. Under en overvældende hændelse er kroppen optaget af noget vigtigere end at organisere hukommelse — den er optaget af at overleve. Materialet bliver liggende råt: lyde, lugte, kropsfornemmelser, brudstykker af billeder. Uden mærkat.

Derfor kommer det tilbage som noget, der sker nu. Et flashback er ikke et livagtigt minde. Det er hjernen der afspiller materialet uden tidsstempel.

Derfor virker fornuft ikke

Man kan godt vide, at man er i sikkerhed, og samtidig have et nervesystem der er overbevist om det modsatte. De to ting foregår i forskellige systemer, og det ene overtrumfer ikke det andet.

Det er også derfor, velmente råd sjældent hjælper. "Prøv at tænke på noget andet" beder en del af hjernen om at styre en anden del, den ikke har adgang til.

Alarmberedskabet

Efter et traume står nervesystemet ofte i en form for permanent beredskab. Man sover uroligt, farer sammen, scanner rum for udgange, læser andres ansigter for fare. Det er ikke overfølsomhed. Det er et system, der har lært, at det ikke kunne betale sig at slappe af.

Prisen er høj. Vedvarende alarmberedskab udmatter, og det ligner udefra ofte noget andet — stress, irritabilitet, koncentrationsbesvær eller depression.

Undgåelsen der vedligeholder det

Den tredje mekanisme er den, der gør traumet kronisk. Fordi alt der minder om hændelsen udløser reaktionen, begynder man at undgå: steder, samtaler, film, mennesker, tanker.

Hver undgåelse virker. Og hver undgåelse fortæller systemet, at faren var reel — så næste gang bliver reaktionen lige så stærk. Traumet får aldrig lov at blive færdigbehandlet, fordi man aldrig kommer tæt nok på til, at det kan ske.

Hvad behandling så går ud på

Ikke at genfortælle. Ikke at "bearbejde det ved at tale om det", som man ofte hører.

Behandling går ud på at komme tæt nok på det aktive materiale til, at det kan blive arkiveret — uden at gå så tæt på, at systemet går i overbelastning og der kun sker genoplevelse.

Det spænd er smalt, og det er forskelligt fra person til person og fra dag til dag. At finde det og blive i det er hele håndværket. I ISTDP gør vi det ved at følge kroppens angstsignaler tæt: hænderne, vejrtrækningen, om tankerne begynder at blive tågede. De fortæller os, hvornår vi skal gå videre og hvornår vi skal bremse.

Når det har stået på længe

Ved kompleks PTSD — efter gentagne eller tidlige traumer — er der noget mere på spil end enkeltminder. Her har hele måden at regulere følelser på, og hele selvfølelsen, formet sig omkring det der skete. Det tager længere tid, og rækkefølgen betyder mere.